De 10
Stærke

Individet

Ontologi er læren om det værende — om det, der eksisterer, og hvordan det eksisterer.

Men længe før vi begynder at diskutere, hvad der eksisterer, må vi forholde os til noget mere grundlæggende:

Hvordan oplever vi overhovedet, at noget eksisterer?

Vi observerer. Vi sanser. Vi tænker.

Fra det øjeblik, vi bliver født, møder vi verden gennem den biologiske maskine, vi kalder kroppen.

Vi ser. Vi hører. Vi føler. Vi dufter. Vi smager.

Derefter gør mennesket noget særligt med disse informationer: Vi tænker over dem. Vi binder dem sammen. Vi sammenligner dem med det, vi allerede ved. Vi forestiller os ting, som endnu ikke eksisterer, og forsøger at skabe en forståelse af det, vi oplever.

Det er gennem denne proces, at verden bliver til den verden, du kender.

Ikke nødvendigvis verden, som den objektivt er. Men verden, som den fremstår for dig.

Den objektive verden og den subjektive verden

Der findes en fysisk verden omkring os.

En verden med naturkræfter, stof, kroppe, afstande og konsekvenser, som ikke forsvinder, blot fordi vi ønsker det.

Men vores adgang til denne verden er begrænset.

Ingen af os kan observere alt. Ingen af os kan registrere samtlige handlinger, samtlige årsager og samtlige konsekvenser omkring os og derefter udregne det hele.

Mængden af potentielle datapunkter er simpelthen for stor. Derfor oplever vi kun en brøkdel.

Vores sanser opfanger noget. Hjernen sorterer. Noget får vores opmærksomhed, mens noget andet forsvinder i baggrunden.

Og det, vi registrerer, møder derefter alt det, vi allerede bærer rundt på.

Vores opvækst. Vores erfaringer. Vores kultur. Vores arv. De mennesker, vi har været omgivet af. Det, vi har lært. Det, vi tror. Det, vi frygter. Det, vi håber på.

Derfor kan to mennesker stå foran den samme situation og opleve den forskelligt.

Den objektive hændelse kan være den samme. Men oplevelsen af den er relativ til individet.

Et akkumuleret individ

Som udgangspunkt er du et akkumuleret individ.

Du er ikke opstået ud af ingenting. Du er en konsekvens af det, der kom før dig.

Din krop er resultatet af en biologisk udvikling, som strækker sig langt tilbage før dit eget liv. Din tilstedeværelse er konsekvensen af en befrugtning, som igen kun kunne finde sted på grund af de mennesker og begivenheder, der eksisterede før den.

På samme måde bliver dit sind gradvist formet.

Dine første indtryk kommer fra dine nærmeste mennesker og de omgivelser, I sammen lever i.

Med tiden bliver kredsen større. Din verden udvides fra familien til venner, skole, arbejde, samfund, kultur og verden. Lag efter lag bliver føjet til.

Du lærer. Du observerer. Du reagerer. Du danner mønstre. Du udvikler forståelser og bias.

Du er ikke fanget i din fortid, men den person, der står her nu, er heller ikke kommet ud af ingenting.

Du er et produkt af en lang række påvirkninger, observationer, valg og hændelser.

Et akkumuleret individ af din tid.

At observere er ikke det samme som at forstå

Man kan se noget uden at forstå det. Og man kan tro, at man forstår noget, man aldrig selv har observeret.

Det er en vigtig forskel.

Vores sanser giver os information, men information er ikke automatisk forståelse.

Først registrerer vi. Derefter forsøger sindet at skabe mening.

Vi sammenligner nye observationer med gamle erfaringer og forsøger at placere dem i den mentale model af verden, vi allerede har.

Derfor er din virkelighed ikke blot det, dine øjne ser. Den består også af den betydning, du giver det, du ser.

Du kan kigge et andet menneske dybt i øjnene. I det øjeblik findes der blandt milliarder af mennesker kun jer to i netop den situation.

I ser hinanden.

Men hvad øjeblikket betyder for dig og for den anden, behøver ikke være det samme.

Den fysiske situation deles. Den subjektive oplevelse gør ikke.

Evnen til at forestille sig

Mennesket har ikke kun evnen til at registrere det, der allerede eksisterer.

Vi kan også forestille os det, der endnu ikke eksisterer.

Vi kan skabe billeder i vores sind og derefter forsøge at gøre dem fysiske.

Det har været en afgørende del af vores udvikling.

Før noget kan bygges, må nogen kunne forestille sig, at det kan bygges.

Når vi lærer mere om verden, udvikler vi værktøjer, som udvider vores kapacitet. Teknologien hjælper os med at observere mere, lagre mere information og løse problemer, som et enkelt menneske ikke ville have kapacitet til alene.

Noget, der engang kun kunne forestilles, bliver muligt. Og i det øjeblik, det bliver muligt, begynder vi at forestille os det næste.

På den måde fortsætter udviklingen.

Men teknologien ændrer samtidig vores liv. Når flere behov inden for mad, transport, underholdning, arbejde og fritid kan dækkes uden direkte kontakt med andre mennesker, ændrer det også måden, vi lever sammen på.

Et værktøj kan gøre livet lettere. Men ethvert værktøj ændrer også de omgivelser, mennesket skal navigere i.

Den biologiske maskine

Under alle vores tanker, ambitioner, ideologier og forestillinger ligger noget langt mere grundlæggende.

En organisme. Den skal overleve.

Du skal trække vejret. Du skal have vand. Du skal have næring. Du skal hvile. Du skal i større eller mindre grad beskyttes mod omgivelserne.

Før de grundlæggende behov er dækket, bliver meget andet sekundært.

Hvordan behovene dækkes, afhænger af tid og sted.

Tilstrækkelig beskyttelse kan være en hytte i en regnskov, et hus i Danmark eller måske en dag en bolig uden for Jorden.

For man ændrer sig. Men behovet består.

Når de mest basale behov er dækket, begynder vi at bruge vores energi på andet.

Tryghed. Relationer. Trivsel. Status. Mening. Udvikling.

Vi forsøger at skabe en tilværelse, hvor vi ikke blot overlever, men hvor livet føles værd at leve.

Dæk dit behov

Her bliver mennesket interessant.

For selv handlinger, der umiddelbart handler om andre, påvirker også os selv.

Vi hjælper. Vi arbejder. Vi elsker. Vi ofrer os. Vi søger anerkendelse. Vi søger fred. Vi søger spænding. Vi søger rus.

Fra arbejdsnarkomanen til stofnarkomanen kan handlingerne være vidt forskellige, men bag dem ligger et menneske, der forsøger at opnå eller bevare en bestemt tilstand.

Noget føles værdifuldt. Noget giver tilfredsstillelse. Noget fjerner smerte. Noget øger oplevelsen af trivsel.

Selv altruisme kan ses gennem dette perspektiv. At gøre noget godt for et andet menneske kan samtidig give os glæde, mening, samhørighed eller følelsen af at være det menneske, vi gerne vil være.

Det gør ikke handlingen falsk. Det gør den menneskelig.

Egeninteresse behøver ikke være god eller ond. Den er et grundvilkår, som får sin betydning gennem det, vi gør med den.

Verdens midtpunkt

Så når jeg siger:

Du er verdens midtpunkt.

er det ikke en ophøjelse af dig over andre. Det er nærmere det modsatte.

For præcis det samme gælder mennesket ved siden af dig.

Han er centrum i sin oplevelse. Hun er centrum i sin. Du er centrum i din.

Vi lever i den samme verden, men oplever den fra hvert vores punkt.

Du kan aldrig fuldstændigt træde ind i et andet menneskes bevidsthed, ligesom det andet menneske aldrig fuldstændigt kan træde ind i din.

Du kan lytte. Du kan observere. Du kan forsøge at forstå. Du kan ændre din opfattelse.

Men du vil altid begynde ét sted:

Hos dig selv. Din krop. Dine sanser. Dine tanker. Dine erfaringer. Din kapacitet til at forstå.

Derfor er du verdens midtpunkt.

Ikke verdens eneste midtpunkt. Men centrum af det eneste liv, du nogensinde kommer til at opleve indefra.

Dig, dig selv blot den du er.

Kapitalværdi

Kapitalværdi er det, man har, kan og råder over i sin relation til omverdenen.

Det er kroppen, sanserne, bevægelses- og formuleringsevnen, færdighederne, viden, ressourcerne, relationerne og mulighederne, man besidder som konsekvens af det, der er hændt.

Det er de ting, som kan få en virkning uden for sindet, og som sætter de objektive rammer for ens tilstedeværelse i verden.

Hvor langt kan man gå?

Hvor meget kan man løfte?

Hvor tydeligt kan man formulere sig?

Hvor meget kan man observere?

Hvor godt kan man løse en given opgave?

Hvor meget råder man over?

Det er alt sammen kapitalværdi.

Kapitalværdi handler derfor ikke kun om penge.

Penge er en tydelig form for kapital, fordi vi har skabt et fælles system til at måle og udveksle værdi.

Men en stærk krop er kapital.

Et godt sprog er kapital.

Evnen til at forstå andre mennesker er kapital.

En færdighed, som andre kan bruge, er kapital.

Det samme gælder synlige indikatorer som skønhed, styrke, erfaring, uddannelse, netværk og status.

Alt sammen giver forskellige muligheder i mødet med verden.

Men det fortæller ikke nødvendigvis noget om, hvad det betyder for den enkelte.

Mentalværdi

Mentalværdi er den værdi, noget får i sindet.

Det handler ikke kun om, hvad noget kan gøre, men om, hvad det gør for den enkelte.

To mennesker kan have den samme kapitalværdi og opleve den fuldstændig forskelligt.

En person kan være smuk og hade sit eget spejlbillede.

En anden kan eje meget lidt og føle sig rig.

En person kan være blandt de bedste til sit fag og stadig føle sig utilstrækkelig.

En anden kan være middelmådig og alligevel vågne hver morgen med glæde over det, vedkommende kan.

Den objektive evne og den subjektive oplevelse er ikke det samme.

Hvordan den enkelte forstår og vægter denne forskel, vil variere fra menneske til menneske.

Mellem verden og vores observation af den ligger et filter.

Eller rettere: mange filtre.

For mennesket er verdens midtpunkt med:

Sine erfaringer.

Sine forventninger.

Sin opvækst.

Sin frygt.

Sine drømme.

Sit selvbillede.

De mennesker, man sammenligner sig med.

Det, man tidligere har vundet og mistet.

Når den rå information fra verden først har passeret gennem krop, sanser og mekanik, bliver den forstået i sindet.

Og dér kan den samme virkelighed få vidt forskellige værdier.

En gave er et godt eksempel.

En ring kan koste 10.000 kroner og have en tydelig kapitalværdi.

Men hvis den bliver givet af et menneske, man elsker, på et tidspunkt man aldrig glemmer, kan dens mentale værdi være langt større end prisen.

Her kommer den historiske værdi også ind. Noget kan objektivt have en lav praktisk eller fysisk værdi, men være uvurderligt, når det subjektive tages i betragtning.

Omvendt kan en relativt dyr gave være næsten værdiløs for en, hvis den ikke betyder noget.

Et gammelt brev kan have en kapitalværdi tæt på nul og alligevel være noget af det mest værdifulde, et menneske ejer.

Derfor findes værdien ikke kun i tingen.

Den findes også i forholdet mellem mennesket og tingen.

Det er af samme grund, at én mands skrald kan være en anden mands guld.

Værdisamspillet

Kapitalværdi og mentalværdi hænger sammen.

Hvis man bliver dygtig til noget, kan andre begynde at anerkende en for det.

Det skaber kapitalværdi.

Man får måske mere ansvar, flere muligheder, højere status eller større efterspørgsel.

Men den anerkendelse rammer også sindet.

Den kan give stolthed, selvtillid og glæde.

Eller den kan skabe pres.

Forventninger.

Frygt for at fejle.

Behovet for hele tiden at bevise, at man stadig fortjener anerkendelsen.

Den samme kapitalværdi kan derfor skabe både positiv og negativ mentalværdi.

Og her opstår et vigtigt spørgsmål:

Hvis ens egen værdi afhænger af, at andre konstant bekræfter den, hvor meget af den værdi ejer man så egentlig selv?

Kapitalværdi kan gøre livet lettere.

Det er lettere at leve med mad end uden.

Med et sundt og funktionelt legeme end uden.

Med evnen til at kommunikere end uden.

Med ressourcer, muligheder og mennesker omkring sig end uden.

Overlevelse kommer først. Derefter skal man trives.

Men når overlevelsen er sikret, er det ikke nødvendigvis mere kapital, der gør livet bedre.

For hvad er et bjerg af guld værd, hvis manden på toppen stadig græder?

Og hvad betyder det at eje meget lidt, hvis manden på jorden stadig smiler?

Det er derfor vigtigt at kunne se og anerkende værdisamspillet mellem de to, hvis man vil forstå, hvad der sker.

Kapitalværdi kan skabe mentalværdi, mens mentalværdi kan ændre oplevelsen af kapitalværdi. De to kan både løfte og modarbejde hinanden.

Selvfølgelig er det bedst at have nok. Spørgsmålet er, hvad der er nok.

Konklusion

Kapitalværdi giver handlekraft i verden.

Mentalværdi afgør, hvad verden betyder for den enkelte.

Et godt liv er derfor ikke nødvendigvis livet med den største mængde kapital.

Det er en tilværelse, hvor man finder størst værdi i det, der er, og balance mellem det, man har mulighed for at gøre, og den værdi, man faktisk får ud af det.

For i sidste ende handler værdi ikke kun om, hvad noget er, men også om, hvad det kan gøre i verden, og hvad det gør for den enkelte.

Størrelsen er en variabel

Højde, bredde, vægt, længde, mængde, temperatur, tid og vinkel er størrelser. De kan ændres, og de kan spille sammen på forskellige måder.

Et måltid kan tilberedes med forskellige råvarer, redskaber og teknikker. To kokke kan bruge forskellig varme, tid og rækkefølge og stadig ende med en ret, der fungerer. Ændrer man én størrelse, kan man nogle gange tilpasse en anden.

Men det gælder ikke uden grænser.

På molekylært niveau kan en bestemt virkning kræve, at struktur, mængde og betingelser passer meget præcist sammen. Er de nødvendige betingelser ikke opfyldt, sker den ønskede reaktion ikke. Her er der mindre plads til at kompensere på andre måder.

Størrelsen kan altså være fleksibel i én situation og afgørende i en anden. Den har ingen universel værdi løsrevet fra det, den indgår i.

Hvad gørrelsen er

Gørelsen er det endelige resultat af, at de relevante størrelser og handlinger virker sammen.

Det er retten, der bliver til. Sømmet, der sidder fast. Reaktionen, der finder sted. Forståelsen, der opstår mellem to mennesker.

Vejen til resultatet er ikke ligegyldig. Den bestemmer, om resultatet overhovedet kan opstå. Men man kan ikke afgøre, om en størrelse var rigtig, blot ved at måle den alene. Man må også se på, hvad den skulle indgå i, og hvad der faktisk skete.

Nogle gange findes der mange veje til den samme gørrelse. Andre gange er betingelserne så snævre, at kun en meget bestemt sammensætning virker.

Det, vi har lært at tillægge værdi

Vi lærer tidligt at sammenligne størrelser. Mere kan ligne bedre. Større kan ligne stærkere. Hurtigere kan ligne dygtigere.

Det kan være nyttige vurderinger. Men de kan også blive til indlært bias, hvis vi begynder at behandle størrelsen som en fast målestok for værdi.

En høj løn fortæller noget om indkomst, men ikke alene om livskvalitet. Mange følgere fortæller noget om rækkevidde, men ikke alene om, hvorvidt nogen blev klogere. Mange ord i en forklaring fortæller noget om dens længde, men ikke om den blev forstået.

Spørgsmålet er derfor ikke altid, hvordan man får mere. Det handler snarere om, hvad der skal til for at opnå netop den virkning, man søger.

Når resultatet møder et andet menneske

I mødet mellem mennesker bliver gørrelsen vanskeligere at vurdere. Afsenderen kan have ét ønsket resultat, mens modtageren oplever noget andet.

Man kan vælge sine ord med omhu og mene dem venligt. Alligevel kan de ramme forkert. Man kan give en beskeden gave, som får stor betydning for den, der modtager den.

Det hænger sammen med, at hvert menneske oplever verden fra sit eget midtpunkt. Det, der sker, bliver tillagt værdi ud fra den enkeltes erfaringer og behov. Og ingen af parterne kender nødvendigvis alle de forhold, der påvirker resultatet.

Derfor må man skelne mellem det, man ville opnå, og det, der faktisk blev opnået. Begge dele har betydning, men de er ikke altid det samme.

Hvad skal der til?

»Det er ikke størrelsen, men gørelsen« betyder ikke, at størrelsen aldrig betyder noget.

Den nødvendige størrelse kan kun forstås i forhold til den ønskede virkning. Nogle gange kan man justere flere variabler og stadig nå frem. Andre gange må en bestemt betingelse være opfyldt helt præcist.

Først når man ved, hvad man forsøger at opnå, kan man undersøge, hvilke størrelser der er relevante, hvor meget de kan varieres, og hvornår de er tilstrækkelige.

De første tre kapitler tager udgangspunkt i den, der observerer: Man oplever verden fra sit eget sted, tillægger den værdi og forsøger at forstå den med den viden, man har. Derefter forsøger man at påvirke den.

Men selv når man har opnået det resultat, man sigtede efter, står endnu et spørgsmål tilbage:

Hvis man havde det godt undervejs, men resultatet blev et andet end forventet — tabte man så?

Fra overlevelse til trivsel

Luft, vand, mad og ly er grundlæggende for at leve. Gennem generationer har mennesker gjort det lettere at skaffe dem. Vi har bygget huse, udviklet redskaber og skabt et samfund, hvor mange af os kan bruge mindre af vores tid på ren overlevelse.

Det giver plads til et andet spørgsmål: Hvad skal der til for at have et godt liv?

At ville vinde

Man kan ønske sig penge, tryghed, anerkendelse eller at være bedst til noget. Lysten til at præstere og måle sig med andre er en naturlig del af mennesket. For en mand kan ønsket om at stå over andre også handle om at vise sin styrke, få andre mænds anerkendelse og vække kvinders lyst. Det er en del af de sociale dynamikker, vi lever med. Men hvis man kun måler livet på, hvordan man klarer sig i forhold til andre, lader man også andre være med til at bestemme, hvornår man har vundet.

If you had fun, then you won siger noget andet. Det er din oplevelse, der er på spil. Du kan tabe en konkurrence og stadig være glad for, at du deltog, og for den erfaring, du tager med dig. Du kan også vinde og have haft det fantastisk undervejs — eller stå med sejren uden at føle, at du fortjente den. Lysten til at vinde og glæden ved at være med udelukker ikke hinanden. Life is a mental game.

Præstation og konsekvenser

Det er en modvægt til et samfund, hvor næsten alt kan gøres til en præstation. Arbejdet skal føre til næste skridt. Fritiden skal bruges rigtigt. Selv en hobby kan komme til at handle om at blive bedre, vise noget frem eller slå andre for at opnå større anerkendelse. Men en oplevelse behøver ikke give et resultat, som andre kan se, for at have stor værdi for den, der oplever den.

Det betyder ikke, at ens egen oplevelse er det eneste, der findes. Alt, hvad man gør, har konsekvenser. Nogle er gode, andre er dårlige. Nogle mærker man selv, mens andre rammer mennesker omkring én.

Et liv, man ønsker at leve

Ud over de basale behov findes der heller ikke ét objektivt facit på, hvad der gør livet godt. Den vurdering må tage form gennem dig selv, dine værdier og det, dine handlinger faktisk fører til. For du er stadig dig, dig selv blot den du er.

Du oplever verden fra dit eget sted og møder både værdier, der kan ses udefra, og værdier, der kun kan mærkes indefra. Du handler i verden og ser, hvad dine handlinger gør. Til sidst må du selv forholde dig til, om det liv, du lever, også er et liv, du ønsker at leve.

If you had fun, then you won er ikke en regel, der afgør alt. Det er en påmindelse om, at din egen oplevelse og det, du gør den til, også hører med, når du gør regnskabet op.

Men hvor sikkert kender man egentlig sig selv, sine valg og deres konsekvenser? Det spørgsmål fører videre fra selvet til erkendelsen: Jo mere jeg ved, jo mere ved jeg, at jeg ikke ved.

Sokrates’ paradoks

Tanken forbindes ofte med Sokrates og sammenfattes i formuleringen:

Det eneste, jeg ved, er, at jeg intet ved.

Ved første øjekast modsiger udsagnet sig selv. Hvis Sokrates ved, at han intet ved, så ved han trods alt noget: Han ved, at han intet ved.

Formuleringen kan ligne et oxymoron, men er mere præcist et paradoks. Modsætningen findes ikke mellem to enkelte ord, men i udsagnets samlede logik.

Pointen er heller ikke, at Sokrates bogstaveligt talt ingen viden havde. Pointen er, at han erkendte sin egen videns begrænsning.

Der er forskel på ikke at vide og på at vide, at man ikke ved.

Den første tilstand er uvidenhed. Den anden er erkendt uvidenhed. Denne erkendelse er væsentlig, fordi en mangel først kan undersøges, når den bliver synlig.

Hvis man antager, at man allerede kender hele svaret, er der ingen grund til at stille flere spørgsmål. Når man derimod bliver bevidst om en mangel i sin forståelse, opstår der noget konkret at undersøge.

Uvidenhed er derfor ikke kun fraværet af viden. Erkendt uvidenhed er også begyndelsen på læring.

Viden gør det ukendte synligt

Viden kan sammenlignes med et træ.

Stammen, grenene og bladene repræsenterer den viden, der allerede er blevet optaget og gjort til en del af træet. Rødderne er også en del af træet, men de bevæger sig ud i jorden, som repræsenterer det endnu ukendte.

I jorden findes vand og mineraler, som træet endnu ikke har optaget. Når rødderne når frem til dem, bliver de trukket ind og omdannet til en del af træets fortsatte vækst.

På samme måde kan ny information først blive til viden, når den bliver opdaget, undersøgt og sat i forbindelse med det, der allerede er kendt.

Når træet vokser, bliver stammen større, grenene længere og bladene flere. Samtidig breder rødderne sig længere ud i den ukendte jord. Den eksisterende viden skaber dermed grundlaget for at undersøge mere.

Grænsen mellem det kendte og det ukendte findes dér, hvor rødderne møder den jord, de endnu ikke har bevæget sig igennem.

Denne grænse er ikke fast. Hver gang viden udvides, flyttes den, og nye forbindelser, nuancer og ubesvarede spørgsmål bliver synlige.

Man kan eksempelvis spørge, hvorfor himlen er blå.

Et umiddelbart svar kan være, at de korte, blå bølgelængder i sollyset spredes mere i atmosfæren end de længere, røde bølgelængder. Men svaret åbner samtidig for nye spørgsmål:

Hvad består lys af?

Hvorfor spredes blåt lys anderledes end rødt lys?

Hvad består atmosfæren af?

Ville himlen have en anden farve på en anden planet?

Det første svar afslutter ikke nødvendigvis spørgsmålet, men åbner for mere viden og dermed flere spørgsmål.

Jo mere der bliver kendt, desto mere bliver det muligt at se, hvad der endnu ikke er kendt.

De fire vidensfelter

Forholdet mellem viden og bevidsthed kan opdeles i fire felter:

++ Det, jeg ved, at jeg ved

+- Det, jeg ved, at jeg ikke ved

-+ Det, jeg ikke ved, at jeg ved

-- Det, jeg ikke ved, at jeg ikke ved

Det første tegn angiver, om man er bevidst om vidensområdet. Det andet tegn angiver, om man besidder viden inden for området.

Et plus betyder, at bevidsthed eller viden er til stede. Et minus betyder, at den pågældende bevidsthed eller viden ikke er til stede.

++ Det, jeg ved, at jeg ved

Dette felt består af den viden, man er bevidst om at have.

Et menneske kan eksempelvis vide, hvordan et bestemt værktøj anvendes, hvordan en arbejdsopgave udføres, eller hvordan en konkret sammenhæng forklares.

Både viden og bevidstheden om denne viden er til stede.

Men også dette felt kræver efterprøvning. At tro, at man ved noget, er ikke nødvendigvis det samme som faktisk at vide det. En overbevisning kan bygge på mangelfulde oplysninger, misforståelser eller viden, som ikke længere er korrekt.

Derfor bør selv det, man mener at vide, kunne mødes med spørgsmål:

Hvor kommer denne viden fra?

Hvilke observationer bygger den på?

Gælder den i alle situationer?

Findes der oplysninger, som kan ændre konklusionen?

Sikkerhed er ikke i sig selv et bevis på sandhed.

+- Det, jeg ved, at jeg ikke ved

Dette felt består af de mangler i ens viden, som man allerede er bevidst om.

Man kan vide, at man ikke taler et bestemt sprog, ikke forstår en bestemt teori eller ikke har adgang til et andet menneskes fulde oplevelse af en situation.

Manglen er kendt, selvom svaret endnu ikke er det.

Dette er et afgørende punkt i læringsprocessen. Når en mangel kan identificeres, kan den også undersøges. Der kan stilles spørgsmål, søges information, udføres forsøg eller inddrages mennesker med andre erfaringer.

Man behøver derfor ikke kende svaret for at være begyndt på forståelsen.

Det første fremskridt kan være at opdage, hvilket spørgsmål der mangler et svar.

-+ Det, jeg ikke ved, at jeg ved

Dette felt består af viden, færdigheder og antagelser, som påvirker mennesket, uden at det nødvendigvis er bevidst om dem.

En person kan cykle uden at kunne forklare alle de bevægelser, der opretholder balancen. En erfaren håndværker kan opdage, at noget er forkert, før vedkommende præcist kan formulere hvorfor. En bestemt stemning kan registreres, uden at de enkelte tegn bag registreringen bliver bemærket.

Denne form for viden kan være indlært gennem erfaring og gentagelse. Den kan komme til udtryk som intuition, kropslig kunnen eller automatisk genkendelse af mønstre.

Feltet indeholder dog ikke kun nyttige evner. Det kan også rumme skjulte antagelser, vaner og fordomme, der bliver opfattet som naturlige, fordi de aldrig er blevet undersøgt.

Læring handler derfor ikke kun om at tilegne sig ny viden. Den handler også om at gøre eksisterende, ubevidst viden synlig, så den kan forstås og vurderes.

-- Det, jeg ikke ved, at jeg ikke ved

Dette er det mest åbne og utilgængelige vidensfelt.

Det består af spørgsmål, sammenhænge og muligheder, som man ikke ved eksisterer. Her mangler ikke kun svaret; selve spørgsmålet er endnu ikke blevet opdaget.

Man kan ikke målrettet lede efter noget, man ikke ved findes. Det ukendte kan dog blive synligt gennem nye observationer, fejl, undersøgelser eller mødet med andre perspektiver.

En bog kan introducere et ukendt begreb.

En samtale kan afsløre en overset sammenhæng.

En fejl kan synliggøre en mangelfuld antagelse.

Et andet menneske kan stille et spørgsmål, man ikke selv har overvejet eller formuleret.

I det øjeblik et ukendt område opdages, bevæger det sig fra -- til +-.

Det, man ikke vidste, at man ikke vidste, bliver til noget, man nu ved, at man ikke ved.

Først da bliver det muligt at undersøge det.

Viden er en bevægelse

De fire vidensfelter er ikke faste kasser eller stadier, som nødvendigvis følger efter hinanden i en bestemt rækkefølge. Et emne kan bevæge sig mellem felterne.

Når et hidtil ukendt spørgsmål opdages, bevæger det sig fra:

-- Det, jeg ikke ved, at jeg ikke ved

til:

+- Det, jeg ved, at jeg ikke ved.

Når spørgsmålet undersøges, og der opnås en tilstrækkelig forståelse, kan det bevæge sig videre til:

++ Det, jeg ved, at jeg ved.

Når denne viden gennem erfaring og gentagelse bliver automatisk, kan den med tiden bevæge sig til:

-+ Det, jeg ikke ved, at jeg ved.

Refleksion kan derefter gøre den ubevidste viden synlig igen.

Læring er derfor ikke en lige linje fra uvidenhed til viden. Det er en løbende bevægelse mellem det ukendte, det erkendte spørgsmål, den bevidste viden og den ubevidste kunnen.

Et svar kan lukke ét spørgsmål og samtidig åbne fem nye.

Viden, perspektiv og værdi

Erkendelsen af begrænset viden forbinder også de foregående kapitler.

Mennesket er verdens midtpunkt, fordi vi hver især oplever verden fra vores eget sted. Det betyder også, at vi ikke kan opleve alle andres perspektiver på samme tid.

Ud fra sit begrænsede perspektiv forsøger mennesket at forstå verden og vurdere dens kapitalværdi og mentalværdi. Enhver vurdering afhænger derfor af de oplysninger, erfaringer og sammenhænge, der er tilgængelige for individet.

Dette vidensgrundlag er ikke kun dannet af personlige erfaringer. Det er også præget af sprog, kultur, normer og viden, som er blevet udviklet og videreført gennem generationer.

En fælles forståelse kan indeholde opsamlet viden fra mange menneskers observationer og erfaringer. Men den kan også videreføre mangelfulde antagelser og fejl. At en opfattelse er gammel eller bredt accepteret, gør den derfor ikke automatisk sand.

Ny viden kan ændre værdien af det, der vurderes.

Noget, der først virker værdiløst, kan vise sig at have stor betydning. Noget, der oprindeligt opleves som værdifuldt, kan miste sin værdi, når hidtil ukendte konsekvenser bliver synlige.

To mennesker kan vurdere den samme ting vidt forskelligt, fordi de observerer den fra forskellige steder, besidder forskellig viden og har forskellige behov eller interesser.

Ikke enhver vurdering er lige rigtig, men enhver vurdering har et udgangspunkt og bør kunne ændres, når grundlaget ændrer sig.

Erkendelsen er det første skridt

At blive klogere handler ikke om at nå et punkt, hvor alt er kendt. Et sådant punkt findes ikke for det enkelte menneske.

Det handler om at kunne skelne mellem:

Det, man ved.

Det, man tror, man ved.

Det, man ved, at man ikke ved.

Og det, man endnu ikke er i stand til at se.

Jo mere viden der opnås, desto større bliver ikke blot mængden af svar. Også antallet og kvaliteten af spørgsmål vokser.

Det er ikke et tegn på svagere forståelse, men på at forståelsens grænser er blevet tydeligere.

Jo mere jeg ved, jo mere ved jeg, at jeg ikke ved.

Følelsen og faren

Frygt er en subjektiv følelse, som kan påvirke kroppen og fortæller noget om en oplevet trussel. Fare er en objektiv situation, der kan medføre reel skade.

Frygt og fare kan følges ad, men frygtens styrke er ikke et sikkert mål for farens størrelse. Vi kan være ekstremt utrygge i trygge omgivelser og helt rolige, selvom faren er alvorlig.

Vi kan illustrere det med fire kombinationer:

At faren er objektiv, betyder ikke, at vores viden om den er fuldstændig. Vi kan stadig overse den eller undervurdere dens omfang.

Frygten kan være virkelig i kroppen, selv når den forestillede fare ikke er det. Derfor kan man tage følelsen alvorligt og samtidig undersøge, om dens vurdering af situationen holder.

Fare betyder heller ikke, at skaden med sikkerhed vil ske. En skarp kniv er farlig, fordi den kan skære. Hvor stor risikoen er i den konkrete situation, afhænger blandt andet af, hvordan den bliver håndteret.

I mange situationer kan vi vurdere risikoen og i nogle tilfælde beregne den. Vi undersøger, hvad der kan ske, hvor sandsynligt det er, og hvor alvorlige konsekvenserne kan blive. På den måde kan vi sammenholde den subjektivt oplevede fare med de objektive forhold og vurdere, om frygten står i forhold til risikoen.

Det gælder psykisk som fysisk. En skade behøver ikke kunne ses på kroppen. Trusler, ydmygelse og overgreb kan også ramme et menneskes tryghed og trivsel. Omvendt er en ubehagelig oplevelse ikke i sig selv et bevis på, at man bliver skadet.

Det, frygten er formet af

Du er verdens midtpunkt. Også når du er bange.

Det, du frygter, bliver oplevet gennem den bagage, du bærer med dig: dine erfaringer, din viden, din kulturelle opvækst og de forhold, du lever under. Noget har du selv oplevet. Andet har du lært gennem advarsler, fortællinger eller ved at se, hvad der skete med andre.

Vi bruger det, vi har lært, til at fortolke det, vi møder. En erfaring kan gøre os opmærksomme på en fare, vi ellers ville have overset. Den kan også få os til at forvente, at noget vil gentage sig, selvom de afgørende forhold har ændret sig.

Når to mennesker møder den samme situation, kan de derfor forstå den forskelligt. De vurderer den med hver deres erfaringer, viden og forventninger. Det, der virker trygt for den ene, kan opleves som truende af den anden.

Her møder frygten også værdierne fra kapitel 2. Vi kan frygte at miste det, vi har og kan, som for eksempel vores arbejde, færdigheder og muligheder. Vi kan også frygte at miste det, der giver livet betydning, som en relation, et tilhørsforhold eller en oplevelse af mening.

Det samme kan have både kapitalværdi og mentalværdi. En relation kan give os konkret støtte og samtidig betyde noget særligt for os. Frygten for at miste den kan derfor handle om begge dele.

Det, der står på spil, er ikke ens for alle. Den samme hændelse kan få forskellige konsekvenser afhængigt af et menneskes vilkår. Forskelle i frygt handler derfor både om perspektiv og om forskelle i den faktiske sårbarhed.

Det velkendte og det ukendte

Det velkendte kan føles sikkert, fordi vi ved, hvad vi skal forvente. Men genkendelighed er ikke en garanti for sikkerhed.

En erfaren kok kan være rolig med en kniv i hånden. Erfaringen kan mindske risikoen for at skære sig. Den ophæver ikke knivens evne til at skære.

Det ukendte kan omvendt føles farligt, fordi vi mangler erfaring med det. Et nyt sted, en ny opgave eller en samtale med et fremmed menneske kan rumme spørgsmål, vi endnu ikke har svar på.

Men manglende viden fortæller ikke i sig selv, om faren er stor eller lille. Den fortæller, at grundlaget for vurderingen er begrænset.

Her bliver spørgsmålet fra kapitel 5 konkret: Hvad ved jeg om det, jeg frygter, og hvad forestiller jeg mig?

Når frygten deles

Vi møder også verden gennem andres fortællinger. En hændelse kan blive til en overskrift, en video eller en historie, som bliver gentaget mange gange.

Gentagelsen kan gøre hændelsen nærværende. Men at se den samme hændelse ti gange er ikke det samme som, at den er sket ti gange.

Derfor må vi skelne mellem, hvor ofte vi møder fortællingen om en fare, og hvor ofte faren faktisk opstår. Vi må også undersøge, under hvilke forhold den opstår, og om de forhold gælder dér, hvor vi selv befinder os.

En fortælling kan gøre os opmærksomme på en overset fare. Den kan også efterlade os med et stærkt billede, men et svagt grundlag for at vurdere omfanget.

Fælles frygt gør det relevant at undersøge en trussel. Antallet af mennesker, der frygter den, kan ikke alene afgøre, hvor faren i virkeligheden er. Det kræver, at vi undersøger, hvad de har oplevet, og hvilke forhold deres frygt bygger på.

At undersøge en advarsel

Det kan være fristende at kræve en forklaring på frygten, før man tager den alvorligt. Men vi kan have registreret noget, som vi endnu ikke kan sætte præcise ord på.

En erfaren person kan bemærke, at noget ikke er, som det plejer, før vedkommende kan forklare hvorfor. Det kan bygge på det, vi i kapitel 5 kaldte det, man ikke ved, at man ved: erfaringer og kunnen, som påvirker os, uden at vi nødvendigvis er bevidste om, hvordan.

Men en fornemmelse kan også bygge på en gammel antagelse eller en indlært frygt. At reaktionen kommer hurtigt, gør den ikke automatisk rigtig.

En fornemmelse kan derfor være anledning til at standse op og se nærmere på situationen. Vi må forsøge at finde ud af, hvad den peger på.

Hvad kan konkret gå galt? Hvad bygger forventningen på? Hvor alvorlige kan konsekvenserne blive? Og hvad kan ændres, så risikoen bliver mindre?

Vi behøver ikke altid vælge mellem at gå videre præcis som planlagt og at opgive helt. Vi kan ændre betingelserne: søge viden, få hjælp, forberede os eller vælge en anden fremgangsmåde.

Her forbindes frygt og fare med gørelsen. Det endelige resultat afhænger også af de forhold, vi handler under, og af det, vi gør for at påvirke dem.

Mod og omtanke

At være frygtløs fortæller ikke i sig selv, om et menneske har forstået situationen. Ro kan bygge på erfaring og god forberedelse. Den kan også bygge på, at en fare er blevet overset.

Mod kan vise sig ved at stille spørgsmålet, tage samtalen eller forsøge noget, selvom man er bange. Det kan også kræve mod at sige fra, trække sig eller erkende, at man har brug for hjælp.

Frygten behøver derfor ikke forsvinde, før vi kan handle. Men der findes heller ikke en regel om, at vi altid bør gøre det, vi frygter.

Nogle gange beskytter tilbageholdenheden noget værdifuldt. Andre gange koster den en mulighed, vi gerne ville have grebet. At lade være har også konsekvenser, som hører med i vurderingen.

Her vender vi også tilbage til værdien af oplevelsen. Noget kan være værd at gøre, selvom vi ikke ved, om vi vinder, lykkes eller bliver anerkendt. Glæden ved at deltage har også værdi. Men som i kapitel 4 ændrer glæden ikke ved de konsekvenser, vores handlinger kan få for os selv og andre.

Spørgsmålet bliver, hvilken handling vi har grund til at vælge, når både faren og det, vi ønsker at opnå, bliver taget alvorligt.

Når vurderingen ikke holder

Vi kan undersøge, forberede os og handle med omtanke, uden at kunne forudse alle konsekvenser. Nogle gange holder vi os tilbage og går glip af noget værdifuldt. Andre gange handler vi og kommer til skade. Begge dele giver os erfaringer, vi kan lære af. Når vi bruger erfaringerne til at forstå situationen bedre, kan oplevelserne blive livslektier, der udvider vores forståelse af frygt og fare, styrker vores dømmekraft og gør os bedre rustet til at handle næste gang.

Forskellen på frygt og fare giver os et bedre spørgsmål at stille. Den giver os ikke fuld kontrol over svaret eller resultatet.

Erfaringen ophæver ikke konsekvenserne af det, vi har gjort eller undladt at gøre. Men den kan ændre, hvordan vi handler fremover. Hvad overså vi? Hvad kan vi tage ansvar for? Og hvad skal være anderledes næste gang?

Det fører til den næste tanke:

En fejl er først en fejl, hvis man gør den til en fejl.